By popular demand (okay, der var to på Twitter der spurgte) kommer her min varmeste anbefaling af den skotske forfatter Christpher Brookmyre.
Christopher B. skriver satiriske thrillers med et stort glimt i øjet, i stilen fra Ben Elton, men sjovere (synes jeg) og lidt mindre…bitre.
Skotsk spændings-satire
De er basalt spændende, men en mindst ligeså stor del af fornøjelsen er mandens humor og hans sarkastiske rants om alt fra religion og selvhøjtidelige politikere til køns-problematikker og mediernes generelle forfald.
Tænk en slags stærkt selv-ironiske roman-udgaver af action-film som Die Hard, med en rigelig dosis euro-weltschmertz og en god portion sproglig hittepåsomhed.
Brookmyre er solidt forankret i Skotland, særligt Glasgow, og hvis man kender bare en lille smule til skotsk kultur er der ekstra bonus for læserne.
Jeg har i efterhånden mange år været total Brookmyre-junkie, og heldigvis er manden forholdsvis produktiv.
Tjek hele hans bagkatalog her.
Nye læsere kan begynde her
Hans bøger kommer i tre…serier, i mangel af et bedre ord:
En følger den dumdristige og kyniske journalist Jack Parlabane, en anden den multi-etniske politi-agent Angelique de Xavier og hendes ærkerival Simon Darcourt, og så er der en række mere eller mindre enkeltstående værker.
De allerfleste kan dog læses uden at man nødvendigvis har nydt alle de tidligere bøger.
Skulle jeg vælge en bog fra hver kategori at begynde med - omend det er møgsvært, fordi de allesammen holder hele vejen - så tror jeg det ville blive dem her:
A Big Boy Did It And Ran Away - om computerspilleren Ray, der bliver blandet ind i at forebygge et kæmpe terror-angreb.
Be My Enemy - om journo’en Jack, der kommer i åben krig med konservative fanatikere under et team building-ophold på et skotsk landsted.
og A Tale Etched in Blood and Hard Black Pencil - der følger en mordsag med lange flashbacks til de implicerede da de gik i skole sammen, og er en af de bedste beskrivelser af børns interne magtkampe jeg har læst.
Men som sagt er alle Brookmyre’s bøger værd at læse - så kom dog igang!
God fornøjelse.
Bare lige en kort blog-bøvs med lidt almindeligt brok over andre mennesker.
Som…en eller anden…muligvis skrev: “Når alt hvad I siger og gør nu irriterer mig sådan, hvorfor gør I det så?”
Her på det seneste er jeg flere gange blevet opmærksom på, hvor dårlige vi egentlig er til dialog, debat og konstruktiv samtale - ikke mindst på nettet, hvor det afgjort er nemmere at fyre de skråsikre bemærkninger afsted og hvor den begrænsede plads fx på Twitter nok er medvirkende årsag til de unuancerede kommentarer.
Det begyndte da jeg erklærede mig som tvivler i forbindelse med det nylige Folketingsvalg.
Istedet for en række kommentarer fra de kloge hoveder i mit netværk - sådan som jeg naivt havde håbet - fik jeg en spandfuld mere eller mindre velformulerede variationer over temaet ‘stem-det-samme-som-mig-ellers-er-du-dum’ i hovedet.
Er det bare mig, eller ville det være noget mere konstruktivt med input i retning af ‘her-er-hvad-jeg-stemmer-på-og-det-gør-jeg-fordi…’?
På den måde ville man lægge op til debat og dialog, der måske oven i købet kunne gøre os begge klogere - og man ville også vise mig den respekt i hvert fald at lade som om at man tror at jeg kan tænke selv (på trods af min tvivl i forbindelse med valget).
Det samme skete for nylig, da jeg kom for skade igen at antyde, at virkeligheden er kompliceret og at der heller ikke når det gælder køb af ny mobil er nogle enkle løsninger.
“Køb en iPhone/Android, din idiot, iPhone/Android er for spassere” lod til at være den generelle tone, uanset om personen i den anden ende så var til iOS eller Googlo-foner.
Undskyld, bad jeg om at blive dikteret hvad jeg skal gøre?
Eller tror du jeg indbød dig til at fortælle mig hvorfor du foretrækker det, som du har valgt?
Så jeg selv kan blive klogere og gøre mig mine egne overvejelser - og træffe mit eget valg?
Forleden faldt jeg over min første såkaldte Enhanced Kindle-bog, Michael Connelly’s The Reversal.
Reversal er et retssalsdrama og en krimihistorie - og dén skulle selvfølgelig prøves, nu hvor den kom med lidt ekstra flødeskum.
Også selvom den kostede 17 dollaser, eller cirka 5-7 bananer mere end Kindlebøger normalt koster…
The Reversal
Helt kort er Reversal en bog som blander persongallerier fra Connelly’s tidligere bøger, og forsvarsadvokaten Mickey Haller og politimanden Harry (Hieronymus!) Bosch deles om plottet.
Den handler om en 25 år gammel retssag, der bliver hevet frem af gemmerne og trukket igennem retssalen igen, på grund af nye beviser i sagen.
Så vidt så godt - men hvad er det så med de der ‘enhanced features’ - eller det vi her kan kalde ‘bog med bonus’?
Ekstra features
Ja, i dette tilfælde er der rale om en god blanding af forskellige elementer - video, stillbilleder, kort og så et mindre interview med Connelly.
Noget af materialet er baggrund, fx om forfatteren og hans tanker om at “blande” sine plotlinjer, andet er produceret som dele af selve plottet.
Fx er der flere små videoklip hvor politikfolk overvåger en mistænkt, der bevæger sig rundt i byen.
Det kan man så forholde sig til på et par forskellige måder.
Giver det noget?
For eksempel kan man spørge, om de bonuselementer der er en slags del af historien bibringer den noget nyt?
Desværre var jeg ikke rigtig overbevist. Det var fint med et par hoppeture rundt i et Google-kort for at se nogle af de vigtigste lokationer i historien, men jo ikke noget man ikke kunne undvære.
Og videosekvenserne hvor skuespillere agerer karakterer fra bogen i korte videosekvenser der skal ligne at de er lavet under en overvågning føltes aldeles overflødige.
Alternative muligheder
Det betyder jo ikke at den type bonusmateriale altid er lige meget - fx har Wired Magazine og Project i sine iPad-udgaver med held ofte integreret ekstramateriale som video, 3D-animationer eller tryk-og-se-mere.
Det bidrager bare ikke meget noget væsentligt ekstra i denne bog - faktisk ville det give mere mening om man fra teksten linkede til et Google-kort med de centrale lokationer plottet ind, så man kunne se på dem i sit eget tempo, istedet for at blive hevet gennem en kort video.
Det sidste brok
Og så er der lige et par tekniske detaljer…
For det første kan en Kindle jo ikke vise video, og sekvenserne vil ikke engang køre i Kindle til Mac eller på Android. Kun i Kindle på iPad’en har jeg fået det til at virke. Det er altså ikke særlig bonus-agtigt hvis man “kun” har en Kindle.
Og så et andet større irritationsmoment: noget af ekstramaterialet, heriblandt en ellers kærkommen ordforklaring med mange af de juridiske begreber, ligger til sidst i bogen.
Det betyder, at når man hopper rundt mellem forskellige læseapparater og vil synkronisere til sidst læste sted, ja så hopper den bare frem til ekstramaterialet i slutningen - og det er jo tosset, for så skal man selv huske hvor man rent faktisk var nået til inde i selve bogen…
Jeg føler med andre ord ikke at jeg har fået rigtig værdi for de ekstra dollars - ikke med The Reversal, i hvert fald.
Jeg har lige købt en Squeezebox Touch (SBT) som erstatning for en SB Duet jeg har haft et par år (som igen var erstatning for en SB3).
Og jeg er glad, omend der også er et par forbehold som skal med i regnskabet - hvilket vi vender tilbage til.
Men den korte version: den lyder godt og er nem at betjene, men giver også adgang til en masse mere eller mindre frivilligt nørderi, hvis man skulle have lyst til det.
Forhistorien
Duet’en købte jeg fordi ideen om en remote med indbygget skærm på det tidspunkt virkede som en god løsning.
Samtidig fik jeg en ekstern DAC (digital-analog converter) med i handelen, som sammen med Duet’en lød rigtig godt, meget bedre end den gamle SB3.
Imidlertid har det vist sig, at ideen om en skærm-remote ikke rigtig passer mig. jeg vil fx gerne kunne løfte blikket og se hvad der spiller, uden at skille have fat i remoten og aktivere skærmen.
Samtidig æder remoten relativt meget batteri, og den skal som regel stå i opladeren og kan ikke bare ligge klar på sofabordet.
Det har også virket som om Duet’en havde flere bugs end den Squeezebox Boom jeg har i køkkenet, og flere end min gamle SB3.
Et fjerde og nok så vigtigt argument for at opgradere var dog, at Spotify har frigivet en beta-app til SB Touch’en - og ideen om adgang til 8-10 mio numre i rigtig pæn kvalitet strømmende ud via anlægget i stuen var for fristende…
Endelig lød rygterne også, at Touch’ens indbyggede DAC skulle være bedre end Duet’ens, og at den måske kunne gøre den eksterne DAC overflødig.
(Okay, jeg kan mærke det bliver den lange version af historien - smut hellere ud og lav en kop kaffe hvis du planlægger at følge med hele vejen).
Basalt om Squeezebox’en
Squeezeboxen er jo en dims der streamer musikken trådløst fra en harddisk ind i min forstærker og ud på de store højttalere i stuen.
Musikken ligger på min Qnap NAS, mest som FLAC-filer (fuld cd-kvalitet), men med nogle håndfulde 320 Kbps-mp3’er imellem (typisk nogle jeg har købt på 7digital eller andre webbutikker).
I princippet kan det jo også sagtens være musik der ligger på en almindelig computer - det eneste krav er sådan set, at man installerer en Squeeze-server software, som katalogiserer musikken og laver kontakt til den fysiske afspiller, altså Duet, Touch, etc.
Fordelen er selvfølgelig at alting ligger klar, og at jeg kan spille musikken både i stuen og på SB Boom’en i køkkenet - og oven i købet synkronisere de to apparater (selvom det nu ikke er noget jeg bruger ofte).
Spotify og masser af andre musiktjenester
Udover de musikfiler jeg har liggende lokalt kan jeg også høre netradio (bla fra DR og BBC), podcasts og forskellige musiktjenester via mysqueezebox.com, som der også er adgang til fra boksene.
Men en af grundene til at jeg gerne ville skifte til Touch’en var altså, at der var (beta-) adgang til Spotify, som jeg har været glad premium-bruger af i nogle måneder.
Spotify har udover et kæmpe katalog et ret ok interface, god social integration, og så den fordel at musikken (i de fleste tilfælde) er tilgængelig som 320 Kbps Ogg Vorbis, som altså lyder ret anstændigt, også ud på et stort anlæg.
Faktisk findes der et Spotify-plugin til den Qnap NAS jeg har stående, men indtil videre har det været begrænset til Intel-chipset, hvor min Qnap desværre kører på ARM.
Derfor var jeg også ganske nysgerrig, da musikstreaming-tjenesten WIMP blev tilgængelig på SB-boksene - for det kunne jo sagtens være et alternativ til Spotify.
Jeg har i disse dage et gratis prøveabonnement, men selvom WIMP kom fint op at køre på Boom’en i køkkenet, så var dette et af tidspunkterne hvor Duet’en gav knuder - det kom ganske enkelt aldrig til at virke, på trods af opdateringer og roderi.
WIMP kom til gengæld op at køre på Touch’en på et øjeblik, og så kunne jeg jo sådan set bare skifte til dén, og betale de 99 kroner om måneden for et abonnement til Telenor (der står bag WIMP) og droppe Spotify, istedet for at ligge og rode med geoblokeringer og andre semi-kontroversielle procedurer (hvem sagde So ein Ding?).
Men dels synes jeg Spoti-interfacet er bedre, dels ligger musikken i (synes jeg) en anelse højere kvalitet, og dels er Spotify 10 kroner billigere om måneden.
Så Spotify skulle da prøves på den nye Touch her torsdag eftermiddag - noget der dog ikke gik helt problemfrit…
Først dukkede Spotify-appen ikke op, og jeg måtte ind på mysqueezebox.com og ændre mit land til Sverige for at få den frem.
Så loggede loggede jeg ind, gemte mine indstillinger og vendte tilbage til Touch’en, hvor app’en straks dukkede frem - incl. mine spillelister og hele balladen!
Men. Når jeg valgte et stykke musik gik alting i stå, og den kom aldrig igang med at spille.
Så tæt på og dog så langt fra…
Men så bliver man jo lidt stædig, og ved at fifle omkring fandt jeg ud af at sende Touch’en på mysqueezebox (istedet for NAS’en) via en opdatering af firmwaren, og så virkede det pludselig!
Fuld adgang til playlists, søgninger og hele kataloget - og det lyder dælme godt!
Pro et contra
Med adgang til Spotify (og WIMP) blev jo i hvert fald ét af mine ønsker opfyldt.
Men jeg er også allerede ganske ok tilfreds med den store skærm, som jeg hurtigt kan kaste blikket på og se hvad der spiller.
Jeg må dog også indrømme, at den står lige en halv meters penge for langt væk til at det er rigtig fedt at bladre igennem kataloget når jeg skal vælge noget at lytte til.
Det er simpelthen svært for mig at se hvad der står, og så flimrer teksten en anelse når den scroller, fx for at vise længere albumnavne… Måske er mine øjne bare ved at blive gamle
Som regel kan jeg dog godt afkode hvad der står på skærmen uden at se alle bogstaver tydeligt - fordi man kender sine plader og i øvrigt ved nogenlunde hvor man er henne i navigationen.
SqueezeCommander-app’en til Android (og iPeng til iPod/iPhone) er dog et godt supplement, hvor man kan styre boksene fra mobilen, med godt interface til søgninger og den slags.
Touch’en er jo - som navnet antyder - i øvrigt udstyret med trykfølsom skærm, som gjorde det noget nemmere at sætte det hele op, med hurtig indtastning af passwords, brugernavne, etc.
Til gengæld synes jeg ikke touch-navigationen er superintuitiv - dér fungerer remoten faktisk bedre. Man ER blevet lidt forvænt efter at have leget med iPhone og Android et par år…
Under alle omstændigheder er den trykfølsomme skærm jo ikke noget jeg vil bruge til hverdag, fordi den står ovre ved anlægget, og dér kan jeg altså ikke nå over at trykke på skærmen når jeg sidder i sofaen og lytter…
Så vidt jeg kan vurderer lyder SB Touch også aldeles udmærket - den er præcis, luftig og musikalsk.
Der mangler måske noget fylde i bunden, sammenlignet med Duet via ekstern DAC, men jeg kan jo snildt smide Touch’en igennem DAC’en også, skulle jeg få lyst til det.
[UPDATE: Jeg tror ikke det var fylde i bassen, der manglede. Jeg tror bare mit gamle setup var mere fluffy. De sidste par dage har jeg været supertilfreds med lyden, som er totalt klar og stram, også i de dybe registre, uden at musikken overhovedet føles kantet eller hård (please, no NSFW puns, guys…), og jeg har hevet den eksterne DAC lidt ud af loopet].
Alternativer - især Sonos
Nu findes der jo også andre muligheder derude, og jeg har især kigget nærmere på Sonos.
Der ER jo nogle - lad os kalde det udfordringer - ved Squeezebox generelt, såsom fifleri med firmwareopdateringer, apps der skal rodes med for at få alting til at virke, og den slags.
Lige nu lader det jo altså fx til, at jeg skal skifte mellem to versioner af firmware på Touch’en når jeg vil hoppe fra at høre Spotify til at lytte musikken på min egen NAS - og det er jo noget tosseri!
Alle jeg taler med siger at Sonos bare kører uden så meget ballade, og så har der jo i øvrigt været Spotify på Sonos i flere måneder…
Jeg valgte dog at snuppe en SB igen - dels fordi det var en noget mindre investering end at skulle skifte to Squeezebokse til Sonos-alternativer (jeg er neurotisk nok til ikke at ville have både SB og Sonos på samme tid) - dels af sentimentale årsager og fordi jeg kender SB ret godt i forvejen.
Men ryger der lidt ekstra på kontoen i løbet af 2011 eller 12 kunne det da godt være jeg ville overveje at skifte…
Næste skridt
Jeg er langt fra færdig med at teste Squeezebox Touch, omend jeg altså hurtigt har fået bekræftet at det var et ok valg.
Jeg skal bla. lege mere med WIMP for at se om det er et alternativ der ikke kræver så meget rod med firmware som Spotify betaen altså gør lige nu, og som måske kan tilbyde nogenlunde samme musikudvalg og (opfattet) lydkvalitet.
Jeg skal også lege mere med apps som RSS-reader, vejrudsigt, etc - på den større Touch-skærm giver den slags pludselig mere mening.
Jeg skal i weekenden lave en mere kontrolleret lytte-test mellem Touch’ens egen DAC og min eksterne Creek-DAC, og på Spotify’s Ogg vs WIMP’s AAC.
Og endelig skal jeg nok også have lagt kommandoerne fra SB-remoten ind i min Logitech Harmony universal-fjernbetjening og se om det fungerer godt nok i hverdagen.
Skulle du nu i øvrigt sidde derude med erfaringer og input til Squeezebox og/eller Spotify, så hører jeg meget gerne fra dig!
Men pleeze, ingen “hvorfor-køber-du-ikke-bare-en-Sonos/AirPlay-dims/etc” som jeg altså ikke rigtig kan bruge til noget lige nu :-)
Jeg har den seneste uges tid eksperimenteret med en ny SkyStrategi(tm) for diverse dokumenter og filer, både på arbejde og privat.
Og her er mine - meget foreløbig - erfaringer. Man bedes huske at jeg har nogle særlige krav og ønsker, og (bla. på grund af DR-setup) nogle særlige betingelser. But here goes.
DropBox over det hele
Indtil sidste uge var setuppet således (og her springer jeg let og elegant henover mit NAS-drev, der indtil videre er som det er - læs evt mere her).
Jeg investerede i en 50GB konto hos Dropbox i oktober, som jeg egentlig har været rigtig glad for. Med DB på både PC, Mac, Android og iPad har alting været tilgængeligt allevegne fra, og jeg har simpelthen smidt alle private dokumenter og alle filer fra arbejdet i DB-mappen.
Tilsammen blev det omkring 30 GB, som altså var spejlet over det hele. Ikke så meget ballade, bare en DB-mappe (med en masse undermapper, selvfølgelig), som lå på både arbejde og herhjemme - og i skyen.
Samtidig har DropBox den fordel, at der er flere forskellige noteprogrammer og andre apps, der bruger DB som lager.
Blandt andet har jeg benyttet mig af Epistle til Android og PlainText til iOS - hvad der så på den anden side har sat Evernote under pres, men det er en helt anden historie.
Og så burde jeg jo egentlig være glad.
Men.
Fordi vi i DR er begrænset af en 20MB profil - der skal indeholde app data fra utallige programmer, personlig profil og meget mere - har jeg haft store problemer med DropBox.
DB insisterer nemlig på at gemme en cache og en databasefil på mange MB i profilen, hvilket betyder at jeg konstant bliver generet med beskeder om at min profil er for stor, og skal igennem alle mulige krumspring for at logge af eller slukke når jeg bruger computere rundt omkring i studier etc.
Ingen jeg har talt med har kunne finde ud af at løse dét problem, og mine programmør-evner (hø!) rækker i hvert fald ikke så langt.
SugarSync to the rescue
Derfor valgte jeg forleden at kaste mig over SugarSync istedet. SS lægger ingen mappe i App Data-mappen som fylder i min DR-profil, og det gør programmet rigtig meget mere anvendeligt for mig i hverdagen.
Det er næppe et problem mange har med DropBox, men således er mit udgangspunkt. Jeg har altså intetsomhelst imod Dropbox, men har været tvunget til at finde et alternativ…
SugarSync er en anelse billigere end DropBox, og interfacet er anderledes, men ellers er tjenesterne i princippet stort set ens. Der er dog knap så mange eksterne apps der benytter sig af SS, men foreløbig klarer jeg mig.
Én meget nyttig SugarSync-funktion er fx, at den automatisk uploader alle fotos fra min Androidmobil til serveren. I like.
Den største forskel i hverdagen - og én som jeg forsøger at udnytte til at skabe mere logisk orden i tingene - er at SS ikke uden videre bare spejler alting allevegne. (Jeg ved godt at den seneste DB-version også tillader at man vælger hvilke mapper der skal synces, men i SS er det tænkt ind fra begyndelsen).
Ideen med SS er at man har to forskellige (typer) mapper. Én som hedder Magic Briefcase, der bliver spejlet på alle tilmeldte maskiner (så filerne ligger lokalt på alle computere), og så alle de andre mapper, der “bare” bliver spejlet fra den lokale maskine op på serveren.
Her er de naturligvis tilgængelig fra alle andre maskiner, eller via browseren på en hvilkensomhelst maskine man måtte sidde ved, men der bliver altså ikke lagt kopier ned på alle computere.
Man kan godt vælge at spejle alting over det hele, men setuppet er en anelse mere fleksibelt end DB, så vidt jeg kan se.
Under alle omstændigheder matcher det ret fint den omorganisering af mapper som jeg har forsøgt at indføre samtidig, stærkt inspireret af denne artikel hos Lifehacker (et af de sites jeg helt sikkert besøger hver dag!)
Ideen er - i mit personlige twist på Lifehackers forslag - at have en struktur der kræver at man rydder op jævnligt, men til gengæld har nemmere ved at finde de ting man skal bruge.
Jeg kommer givetvis til at justere lidt på tingene, men sådan ser det ud lige nu:
- En mappe med aktuelle Harddisken-indslag, artikler, etc som jeg har lagt i Sugarsyncs ‘magiske mappe’ så den spejles også på Mac’en herhjemme, og er lige til at gå igang med, når jeg arbejder her. Det er også den mappe jeg smider ting i som måske skal bruges, måske ikke, og ting som screenshots og andre midlertidige filer.
- En mappe til historier - interviews, projekter, færdige indslag, og tilhørende dokumenter - fra den seneste måneds tid eller så. Altså ikke noget jeg decideret arbejder på, men som stadig kan skulle bruges. (Efterhånden som indslagene er blevet sendt flytter jeg dem så i arkiv i Google Docs, hvor redaktionen deles om 400GB til samme formål. Lageret hos Google er i øvrigt lige blevet flere hundrede procent mere anvendeligt efter at jeg - også via Lifehacker - opdagede Gladinet, et program der gør det muligt at montere Google Docs som et netværksdrev (kun i Windows), så det er ultranemt at uploade filer og hele mapper).
- En mappe til diverse DR-ting
- Diverse mapper til billeder, musik, video og downloads.
Ideen er så, at jeg flytter ting fra den magiske aktuelt-mappe over i historiemappen hver uge, efterhånden som projekterne bliver færdige, og så altså rydder op i dén mappe en gang hver eller hver anden måned - enten ved at smide tingene i arkiv eller simpelthen slette dem.
Det slår mig pludselig, at der måske er nogle GTD-folk eller Inbox Zero-tilhængere der kan genkende tanken? Ikke at det er noget jeg bevidst har arbejdet med, men måske er der nogle paralleller?
Arbejde og privat
Det er som sagt et eksperiment, og det er muligt at jeg opdager at der bliver for meget flytten rundt, men lige nu tiltaler det mig vældig meget at forsøge at få styr på hvad jeg arbejder med aktuelt, så der kun ligger de nødvendige filer i den mappe jeg har gang i til hverdag - samtidig med at jeg forhåbentlig(!) nemt kan finde hvad jeg ellers måtte få brug for.
Samtidig - og det er så her Sugarsyncs struktur kommer ind - har jeg altså valgt at splitte mine dokumenter op i arbejde og privat. Jeg har altså ikke mine private doks liggende lokalt på arbejdet, eller omvendt. Men skulle jeg få brug for det, ligger alting på SugarSyncs servere og er lige til at hente.
Det giver en vis form for organisatorisk mening - for mig i hvert fald - at have delt tingene op på den måde, og så giver det en del mere plads på harddiskene, både herhjemme og på jobbet.
Jeg er sikker på at mappeorganisation er noget ret personligt, og selvom man kan lade sig inspirere af dette eller - mere oplagt - af artikler som den på Lifehacker, så må det i sidste ende være op til en selv hvordan man vil indrette sig.
Fx fører jeg på Google Docs (hvor alle mine manuskripter og stort set alle andre professionelle og private tekstdokumenter ligger) en noget mere sløset tilværelse.
Jeg har en række basale tags på dokumenterne, men benytter mig ellers stort set udelukkende af søgefunktionen og Google Docs’ ret fine organisering i ‘senest åbnede’, ‘delt med mig’ og andre faste sorteringer.
Der ER altså grænser for min organiseringstrang… Eller er der? I hvert fald går jeg og koger på endnu en alt for lang blogpost om organisering, denne gang om min research og forsøget på at koordinere mails, bogmærker, Twitter-favoritter og meget mere i én, altomfattende videns-database…
UPDATE:
Jeg har i daglig brug siden forleden opdaget noget som jeg antager er en bug i SugarSync. Når jeg gemmer en ny fil i mappen skal jeg lukke og genstarte SS File Manager for at få den til at synce den nye fil. Og det er jo noget rod.
Mon dog ikke man tør håbe at det snart bliver fixet?
UPDATE 2:
Og buggen ser nu ud til at være fixet - sweet!
LastPass er en webbaseret tjeneste, der i form af browserplugin gør det nemt automatisk at logge in på diverse tjenester, uden at man selv skal taste brugernavn og password.
Man skal bare oprette et godt og sikker masterpassword til LastPass, og så glemme resten…
Dét er i sig selv fint nok, men den ekstra bonus er så, at man - fordi man ikke skal huske 100 passwords selv - kan lave (eller få LastPass til at lave) gode, solide passwords efter alle kunstens regler.
Koder og login
Jeg brugte nogen tid på at sætte alting op - besøge de mange webtjenester og indtaste de mange passwords - men siden har det jo stort set passet sig selv.
Udover webtjenester har jeg også indtastet passwords og koder til andre ting - Blockbuster, router, og så videre. Der findes forskellige skabeloner (medlemskab, kreditkort, etc) eller man kan bare oprette en blank note.
Jeg betror dog ikke LastPass koden til NemID eller min netbank…dem må jeg klare at huske selv!
(Det er i øvrigt langt fra alle mine passwords der er særligt sikre, så det står på min todo-liste at gå igennem tjenesterne igen og få LastPass til at skabe nye - i genren 45PKqweCePl289).
I daglig brug
I praksis fungerer brugen mestendels fino, og LastPass er forholdsvis kvik til at genkende et site og auto-udfylde login.
Jeg har LastPass som plugin i Chrome, og det kører uproblematisk at synce Chrome/LastPass mellem hjemme-Mac og arbejds-pc.
Der findes også både iOS- og Android-apps, som jeg har installeret. De fungerer i praksis ved at åbne den aktuelle webtjeneste i en særlig browser, og er altså ikke på samme måde “bare” et plugin i den indbyggede mobilbrowser.
Det fungerer dog også nogenlunde, selvom det er mindre intuitivt at skulle skifte browser for at logge in et sted.
Et par problemer
Min største anke mod LastPass er egentlig - udover at det bestemt ikke er særlig pænt designet - at det er ret besværligt at få vist et password (som modsætning til bare at logge in automatisk).
Hvis jeg for eksempel benytter en anden computer, kan jeg ikke uden videre i Android-app’en få vist passwordet.
Jeg kan kopiere det og paste det ind i et tekstfelt, en mail eller lignende og se det dér, men det er en anelse besværligt.
Det kræver også en del tastetryk og indtastninger af master-passwordet at se passwordet i Chrome. Det er som om ideen er, at man ikke skal se eller bekymre sig om dem, når de først er indtastet - hvilket er fint nok, indtil man så lige præcis har brug for at se et password…
Derfor kan LastPass heller ikke få mere end 4 ud af 6 nøgler herfra - men det skal siges jeg i min indledende research ikke fandt noget alternativ der så ud til at løse kravene bedre (fungere i Chrome, Ma+pc, samt i både iOS og Android, og både login-funktion og generel password-lagring).
PS. Jeg valgte i øvrigt abonnements-ordningen, for at få mobil-apps. Det koster vist $12 om året eller så…
Jeg fik lige igår mulighed for at lynteste Recon’s skibriller med indbygget GPS, mini-display og meget mere.
Der er dog ikke så mange skibakker på min tur frem og tilbage til arbejde, så jeg tog bare cyklen - derfor er denne lyntest også lidt urimelig, for brillerne er jo ikke lavet til byen eller til cykelture.
Pro:
De er sjovt legetøj, og selve brillen er - så vidt jeg kan vurdere - af god kvalitet, med godt glas og så videre.
Der er ok integration med online-deling af turene, á la Endomondo og RunKeeper og den slags.
Con:
GPS’en er aaalt for lang tid om at fange signal. Det ER selvfølgelig i byen, men man håber det er bedre ude på bjerget…
Det indbyggede display er ikke i høj nok opløsning - og så ER det jo en skuffelse at det er et lille display i bunden af brillen istedet for et rigtigt HUD, hvor tallene bare vises på selve glasset…
Komforten var også lidt skuffende - selv når man tager i betragtning at jeg kørte rundt som en total tosse med cykelhjelm og kæmpe ski-goggles…
Alt i alt må jeg nok sige, at det føles som et første-generations produkt - og alle ved jo at man skal passe på med den slags.
Jeg glæder mig til at teknologien er indbygget i et par noget mere almindelige briller som jeg kan koble til min smartphone og bruge på bycykelturene istedet…
NU skal det være. I denne juleferie skal jeg have ryddet op i mine sloppy password-vaner!
Jeg har nogle ok sikre passwords til de centrale tjenester, men desværre nok en forholdsvis nemt knækbar metode til password-generering på de der mange tjenester man skriver sig op til. Og det er sløset.
Lifehacker anbefaler LastPass som kodeords-manager - så den prøver jeg formodentlig i juleferien…
Jeg ville rigtig gerne ha’ været den der fandt på udtrykket ‘webschmertz’ - informationssyge, eller fornemmelsen af at have spredt sig for tyndt på et indviklet net af web-tjenester, der efterhånden er blevet uoverskueligt og hyperkomplekst.
Desværre er Rich Cummins kommet mig i forkøbet. Æv.
Examples of newly coined words—please send yours! Here are four of mine. —Rich Cummins, ed. Webweltanschauung: a wide world web view of things; associative, hypertextual; the awareness that one thing exists only to lead to another, intuitive. Webschmertz: information sickness, the angst felt by the hyper-textualized. E-Venue: an associative offramp from the information superhighway. Webgeist: the spirit of the Web, which, at the moment, is wide-open, naive, and democratic.Read more at www.driftline.org
[Talk given as ending remarks at this weeks’ NODEM museum conference]
Five years, in 2005, ago I found myself on a small ship near Roskilde, surrounded by singing sailors.
In my hand I held a digital recorder and on my head I carried an expensive set of Sennheiser headphones, but I seriously considered throwing it all overboard, grabbing the nearest lifevest, follow the equipment into the waves, and hope for the best.
I chose to bide my time, however, and see what it was all about.
Soon the singing stopped and a couple of the sailors now produced mobile phones and GPS receivers and started scouting the waters around us, while other tended to the sails and the small ship’s rudder.
Now, I must admit that I haven’t told the whole truth, exactly.
I did know what the whole thing was about.
The expedition was actually set in motion to show me a new museum exhibit, Sunken Worlds, which was basically a collection of text and images and GPS coordinates describing sights along the coast as well as wrecks and other lost treasures in Roskilde Fiord.
And the invitation to join the whole thing had come from one of the sailors - my old University Radio friend, Martin.
Martin had been an integral part in setting up the Sunken Worlds experiment and was eager to show me how the Viking Ship Museum was incorporating new technology and new forms of communication in their work.
I was fascinated and intrigued and happily joined the small party of GPS- and phone-carrying sailors on the small replica viking ship.
The singing still came as a bit of a surprise, though.
Now, I realize that Sunken Worlds back in 2005 was nowhere near the first or the only such digital museum experiment, neither here in Denmark nor abroad.
It was, however, one of the first times I remember reporting in our radio programme on such an exciting and innovative use of new technology in a museum context.
There must have been radio features reporting on other exhibitions, other experiments, both in web-based virtual museums and physical locations, but I can only say that they have apparently not left as much as an impression as the tour of the fiord, equipped with phones, satellite navigation and a real sense of adventure and exploration.
Again, it may have been the singing bit…
My thing for museums
Anyway, since then I’ve had this thing for experiments with new technologies in the museums around Denmark and the world.
I’ve hunted 2D barcodes around our streets, I’ve participated in an interactive location-based narrative game at the open air museum north of Copenhagen, I’ve gazed in awe at the holographic history of flying machines in a 3D showcase at the Technical Museum in Elsinore, and much more.
Some of the experiments have been web-based virtual exhibitions, some have used social media platforms like Facebook, some have demonstrated clever use of mobile phones, and yet others have integrated many different technologies and strategies for engaging and interacting with visitors, guests, users - whatever we call ourselves nowadays.
The conference
The last couple of days, however, have left me with a lingering feeling that I haven’t seen the half of it. Or even a tiny percentage of it. ‘It’ being all the great stuff that’s going on out there.
This, of course, is both a good and a bad thing.
It’s a bad thing because it means I haven’t paid enough attention and have missed a lot of great experiences.
But on the other hand it’s a good thing because it means I’ve got a lot of great experiences ahead of me.
Now, it isn’t all rosy, happy days and good times.
New technologies and new types of interaction present challenges as well as possibilites. And not experiments are succesful either, whether we measure their impact in numbers of visitors, design, ease of use or communication or whatever.
And there are questions of external as well as internal threats to innovation in the museum world, and there is the ever present question of money and cost-benefit analyses of new initiatives and experiments.
The minister of culture spoke in his opening remarks of the flip side of all revolutions - even relatively quiet ones in the world of museums.
When the winds of change our blowing as fiercely as they are right now, we risk the destruction of traditions and and the eradication of well-tested experience and shared knowledge.
I must say, though, that I’ve met nothing but well-balanced people here these last couple of days.
You all seem enthusiastic, engaged and fascinated with the new possibilities, but at the same time very aware of the need for preservation, tradition and good old-fashioned knowhow.
First day
Now, I haven’t been able to follow all the presentations - there have been some parallel sessions and I haven’t yet figured out how to be in two places at once, even if I recently got me an iPad. There isn’t an app for that, it would seem…
So I know I’ve missed some good stuff, yet I want to mention a couple of things that have caught my attention.
Most of you probably heard Nina Simon talk about some of the basic, almost commonsensical lessons learned from experiments with user participation and user generated content, both in virtual environments and physical exhibitions.
Commonsensical though these lessons may have been, I still found it a great inspiration to see how small changes in the use of props or labels, different shapes of paper or the use of game elements could radically increase user engagement and the quality of the resulting comments or drawings or videos.
Later yesterday I also had great fun listening to the touch-screen, user-generated mashup of Danish music history classics, as experienced on the AudioFaktor-installation currently on display in the Danish Museum of Rock.
And I marvelled at the endless possibilites found in the use of relatively low-cost use of eyetracking technologies in things such as interactive museum guides and collective, shared visitor experiences.
Second day
Today of course, I shared the experience of technology inindistinguishable from magic this morning, when Pranav showed his fantastic projects.
I’ve been a fan of his work since I marvelled at the video of the Sixth Sense-project was released fromnthe TED conference a couple of years ago, and the new Sparsh project doesn’t disappoint.
Though the tech setup behind the scenes is simple, the effect of transferring images, links and information simply by using your finger as a (ha ha) thumb drive is overwhelming and almost magic.
It does truly feel as if the future is here, even if we don’t all share it - yet. And Pranav’s Sparsh demo was the first spontaneous applause at NODEM.
Now, I know we can’t all of us develop these kinds of inventive tools, or even use them right out of the gate. And you need to ask yourselves what they can bring to the table of museums, education and the sharing of knowledge.
But if you don’t get just a little bit exited, if you don’t think of at least one exhibit you would like to enhance with some of Pranav’s tech, I almost want to say that I’m not sure you should even be here today.
Later presentations today were perhaps less flashy - even with all of Michael Edson’s Powerpoint bling - but they were no less interesting and important.
Apart from the techy aspect of the technology we use, and which can be fascinating in itself atleast for me, it’s the social aspects and the way these tools change our communicstion and interaction that will have a lasting influence and change our world.
Opening up the enourmous Smithsonian collections for users outside of the museum is probably really, really scary - but for me, it’s the only way to go.
I know there are a huge challenge with copyrights and so on when we’re trying to do this - we have the same kinds of problems right across the street at the Danish Broadcasting Corp - but we need to keep trying, and go ahead.
You all heard Michael quote Joy’s law - about the clever people working for someone else. Even the Smithsonian doesn’t employ 6 billion people - but 6 bio is the potential number of users who can and will engage with your material, well the online bits, of course.
And among those 6 bio there a plenty of people with higher IQs, more time and energy, and more ideas than us.
So go out and meet them - not necessarily to present them with blank spaces and leaving it up to them, but to engage them, interact with them, co-create with them, play with them and listen to them.
Outro
It has been said quite a few times during the last couple of days that technology and the use of things like mobile phones or Facebook isn’t an end in itself.
I couldn’t agree more.
Then again, the same thing could be said about most of the more traditional techniques of designing an exhibition or a display, or trying to engage users.
Coming from a radio background, for instance, I’m still kind of skeptic about the whole moving images television thing.
At the same time I tend to regard technology as a huge potential for new forms of communication, interaction, education, entertainment and much more.
Technology isn’t good or bad in itself, but can be used in playful, inspirational and innovative ways - as well as introduced in sloppy, boring and challenging ways.
We see this all over, from broadcast media to schoolbooks, and from science and research to mainstream and indie entertainment, as well as, well, everywhere else, basically.
Noboby claims to have the big answer to how we make the best use of new technologies or services, and if the do, smack them hard on the head and run away!
So my challenge to you is that you keep playing, innovating, questioning the established truths and trying all this new stuff out.
If Moore’s Law continues and futurists like Ray Kurzweil end up being right, in 35 years we’ll all be part of a huge, connected hivemind of AI-enhanced man-machine constructs, with nano-bots swarming in our blood and tourist spaceships zipping back and forth through the solar system.
I want to see you all then, still playing around with all the wonderful tech, doing brain-computer interface design, interactive virtual world recreations of the Marco Polo’s travels or whatever finds your fancy and fires up your minds.
Until then, I remain your loyal user, visitor and participant, wherever and however you may choose to exhibit.
And you don’t even have to sing.
Thank you.
Jeg har efterhånden indset at jeg har for meget om ørerne. Det kan selvfølgelig også være jeg bare er ved at blive gammel og småsenil.
Hvorom alting er, har jeg været på jagt efter en god huskeliste, en to do-app på tværs af platforme - mobil, web, iPad - der kan hjælpe mig med at holde styr på både arbejde og privatliv.
Ikke en kalender, men altså netop en huskeliste, fordi mange af de små opgaver i hverdagen ikke nødvendigvis har en fast deadline.
Krav: den skal være enkel, nem at opdatere, fungere på alle platforme, og på Android skal der være en god widget der kan ligge på hjemmeskærmen og fungere som reminder.
Forskellige muligheder
Jeg har selvfølgelig googlet heftigt, og forleden spurgte jeg også ud på Twitter og fik en del gode forslag - og en masse tweets tilbage fra folk der gerne ville høre hvad jeg endte med.
Jeg bruger i forvejen Evernote, men der var ikke nogen oplagt integration af tasks. Konkurrenten Springpad var og er at alternativ, men den var lidt omstændelig, og widget-versionen gav ikke det rette overblik.
Remember the Milk, som er en af de mest omtalte og benyttede tjenster, synes jeg var ulogisk at bruge, og det virkede som om Android-appen slugte meget strøm?
Så her er hvad jeg foreløbig tester (jeg er bestemt ikke sikker på at det er den optimale løsning, men den skal lige afprøves en uges tid):
Google tasks
I Gmail findes også Google Tasks, som jeg aldrig tidligere havde leget med - men det gør jeg nu.
Det er en superenkel service, der dog giver mulighed for at bruge og oprette lister med forskellige opgaver, og man kan naturligvis tilføje noter og deadlines til de enkelte opgaver.
Jeg havde lidt problemer med at finde den optimale browservisning, men fandt så et link der anbringer Tasks i et faneblad med et dejlig enkelt design, og med et tydeligt fluebens-ikon i fanen så jeg i hvert fald huske at kigge en gang imellem.
Til iPad findes flere forskellige apps - jeg leger foreløbig med gratisversionen af GooTasks, der er forholdsvis ligetil, uden at være specielt lækker - men det ligger jo godt i tråd med Googles egen tilgang.
GooTasks giver de samme muligheder som webversionen, hverken mere eller mindre - men er nemmere at bruge end at gå til mobilversionen af Tasks i iPad-browseren.
Den vigtigste ting for mig var dog Android - det er mobilen der oftest bliver konsulteret, og som jeg oftest bruger når jeg skal tilføje nye opgaver.
Her valgte jeg Gtasks-appen, der bestemt ikke er nogen designmæssig oplevelse, men som fungerer, og altså har en widget der ligger fint på hjemmeskærmen med en god oversigt over mine opgaver (hvis altså ikke jeg har for mange løse ender).
Altsammen sat op så det synkroniserer, så jeg kan være nogenlunde sikker på at være opdateret.
Næste skridt bliver at forsøge at dele fx indkøbsseddel med den bedre halvdel, så også den hele tiden er opdateret og med i lommen.
Bare et lille surt opstød - incl lommefilosofi.
Jeg *vadede* New York tyndt i jagten på en god og billig biks med et anstændigt udvalg af bourbon.
Langt om længe fandt jeg Astor Wines, som ganske vist var lidt supermarkedagtig, men til gengæld havde et ret ok udvalg. Jeg ventede dog lige med at shoppe - den slags skal kun gøres efter moden overvejelse…
Efter lidt research om aftenen besluttede jeg mig for en Bulleit, som ramte et sweet spot mellem pris og gode reviews.
Dagen efter: mig i strakt trav ned af Madison til Astor. Indkøb af Bulleit til $36 for en trekvart-liters flaske, lige knap 200 kroner. Mission completed.
Fast forward til senere samme dag, hvor jeg efter en del strabadser (lang historie) kom til Newark lufthavn, og lokaliserede en af de få og tyndt udrustede tax free butikker - egentlig i jagten på god chokolade til min bedre halvdel, men forestil Jer min overraskelse, da jeg så faldt over…ja, en flaske Bulleit.
En liter, intet mindre. Til $30. Cirka 165 kr.
Punkt 1: Det er surt at have valgt en bourbon som man troede var lidt speciel, og som man så alligevel kan få i en så sparsomt udrustet lufthavn som Newark.
Punkt 2: Det er mindst ligeså surt at have givet ca 35 kr mere for en kvart liter mindre - og her kommer lommefilosofien ind.
Det er jo ikke pengene, egentlig. Det er mere det faktum, at jeg kunne - og burde? - have sparet dem, hvis jeg havde researchet lidt bedre.
Jeg har på samme tur brugt talløse dollaser på kaffe, Apple-gear og gaver, men det er ligemeget, åbenbart. Det er de 80-90 kroner jeg har givet for meget for min bourbon jeg vil huske…
Det er ret tankevækkende at tidligere tiders store dyr i Åbenbaringen, Bill G fra det onde, onde Microsoft, idag har vist sig som en mand med en kolossal pengepung og et stort hjerte.
På scenen til mHealth sidder Gates og taler om turberkulose, børnedødelighed, overbefolkning med mere, og hvordan man forsøger at bekæmpe dem - og han siger mange fornuftige ting.
Man kan ikke helt undslippe fornemmelsen af, at han stadig er ekstremt nørdet - grænsende til det autistiske - da han nævner de mange nye millioner af mennesker i det urbane slum som ‘et interessant problem’.
Men han prøver, og han smider penge efter problemerne…
Omvendt koncentrerer hans gamle ærkefjende Steve Jobs, en mand vi hylder for sin innovationsevne og maniske perfektion sig tilsyneladende mest om at binde kunderne tættere og tættere på sin forretning og om antallet af knapper på sine hundedyre produkter.
Nu var det faktisk ikke meningen at det skulle være en blogpost med Jobs-bashing, jeg synes bare det er interessant - og vil bare ydmygt ønske at flere succesfulde direktører, innovatører, millionærer og iværksættere gad kaste sig over at tackle nogle af vores største udfordringer.
Og det siger jeg så i en tilstand af greel dobbeltmoral, for så vidt som at dette er skrevet på en iPad som jeg købte på min første aften i DC, inden jeg så meget som overvejede at finde det Hvide Hus eller nogle af de mange andre seværdigheder i byen…
Jeg vender jævnligt tilbage til overvejelser om mine data og hvad der dog skal blive af dem.
Skal de ligge på en computer? På et netværksdrev? I skyen? Og skal alting absolut spejles altid og være tilgængeligt allevegne fra?
Det er næsten eksistentielle overvejelser for en paranoid, lettere ordensfascistisk nærigrøv som undertegnede.
Dagens setup
Det er ikke fordi der sket så forfærdelig meget siden sidst jeg brugte (for meget) tid på at tænke over backup-/sync-/delings-strategier, men alligevel.
Grundlæggende er setuppet dette:
Jeg har en Mac med 160GB harddisk. Dér er langt fra plads til alle mine data - billeder, musik, videoer, diverse dokumenter - og de gør heller ikke nødvendigvis meget nytte der. Og så er der jo risikoen for at disken står af.
Derfor tager jeg med ChronoSync ugentlige backups af diverse mapper på Mac’en og lægger dem på mit Qnap NAS-drev.
Qnap’en - en 209 med 2-3 år på bagen - har 2 stk 500GB drev i RAID, og huser udover Mac-backuppen også al min musik og mine vidoer og billeder, som bliver streamet til Squeezebox, PS3 og Xbox 360 andre steder i huset.
Umiddelbart ville det jo være snedigt at kunne tage cloud-backup af NAS-drevet, men før det første har jeg ikke fundet en sync-tjeneste der kan håndtere netværksdrev, for det andet ville knap 400GB blive pænt dyrt…
Derfor tager jeg kvartalsvise backups på ganske almindelig ekstern USB-disk og smider den i bankboksen.
Dropbox på banen
Men forleden krøb jeg til korset og opgraderede min gratis Dropbox-konto på 2,25GB til 50GB, blandt andet for at kunne gemme og arbejde i lydredigeringsprojekter både på arbejds-pc’en og på Mac’en herhjemme, uden hele tiden at skulle fifle med memorysticks.
Og nu kan jeg jo ligeså godt udnytte kapaciteten - så planen er at smide alle daglig-dokumenter - incl. downloadede filer, video-optagelser, etc. - i Dropbox-mappen og bruge den som primært gemmested.
Så har jeg nemlig adgang til alting allevegne fra, stort set - og det betyder vel egentlig også, at jeg kan sætte Chronosync på pause?
Hvis alle mine “gamle” data allerede er kopieret til NAS en gang for alle, og jeg har aktuelle arbejdsmapper i Dropbox, så burde der vel være rimeligt styr på tingene…?
Billeder hos Google?
Da jeg nu havde gang i overvejelserne spekulerede jeg på om jeg kunne (eller skulle?) lægge alle fotos i Picasaweb (Google har forholdsvis billig lagerplads, men til gengæld ingen automatiseret backup og kun et meget skrabet sæt funktioner i øvrigt).
Jeg tror dog foreløbig at jeg lader dem blive på NAS’en (og den lejlighedsvise backup til ekstern harddisk) - jeg har webadgang til NAS’en, og skal jeg bruge et billede kan jeg sagtens hente det den vej igennem, selvom det er langsomt og ikke så elegant som at bruge Picasa’s online-album.
Det er dog stadig til overvejelse - man kan nemlig få 80GB hos Google til ca 10-15 kroner om måneden som så også kan bruges til andre dokumenter og filer.
Her er det dog at jeg tænker, om det er nødvendigt? Jeg skal alligevel have billederne liggende på NAS-drevet for at kunne se dem på mit tv (hvad vi gør jævnligt), så hvorfor bruge penge på også at have dem på Picasa?
Og jeg har jo allerede Dropbox til mine andre dokumenter og filer…
Hvad vil være bedst?
Jeg tænker også på hvad ønske-scenariet ville være?
At gemme alting - dokumenter, billeder, musik, video, etc - i skyen? Det kommer nok ikke lige til at ske imorgen…
Uanset hvad kan jeg mærke, at det som grundlæggende irriterer mig er, at man ikke bare kan lave én, ren og ligetil løsning, og at der næsten uanset hvad jeg prøver altid er lidt smårod i mappenavne, i hvad der er kopieret og syncet hvorhen og så videre.
Det er sikkert sådan lidt småautistisk, men hey. For Det Sociale Netværk har vi alle en snert af noget Asberger…
Jeg går engang imellem til medlems-events hos Hifiklubben, hvor man i nørdet lag får lov at lytte og kigge på high-end gear.
Igår var der præsentation af Bowers & Wilkins’ nye 800 D-serie. Den skulle jeg nok have holdt mig væk fra…
Det er nemlig ganske svært at være tilfreds med sit eget ellers udmærkede anlæg, når man har været udsat for ekstrem hi-fi i kvart million kroners-klassen…
Tung aften i den høje ende
Udover flagskibet 800 D havde Klubben fundet de tunge Classé-forstærkere frem og en cd-afspiller sammesteds fra - og så selvfølgelig en flok kabler så tykke som kloakrør.
Uanset hvad man i øvrigt kan mene om kabler og overdyrt high-end, så lød det helt utrolig godt.
Til den slags lytteaftener er det vanligt at folkene bag vælger musik med fokus på stemme og analoge instrumenter - Diana Krall er fx altid på banen - men igår var jeg faktisk ret ligeglad.
Jeg kan nemlig ikke huske at jeg før har oplevet helt samme åbne, gennemsigtige og fuldstændigt overbevisende lyd…
Lyd-hologram
Man plejer at sige at god hifi handler om at præsentere musikken uden at lægge til eller trække fra, og det gjorde set-up’et igår - men med et twist:
At lytte var ikke som at have fået åbnet et vindue indtil optagestudiet eller koncert-scenen, men som at lytte til en slags auditivt hologram i overstørrelse.
Som om musikerne sad der mellem højttalerne i en luftig, usynlig inkarnation, 3-4 meter høje og med instrumenter fra giganternes verden.
Desværre flokkedes de besøgende om det store anlæg bagefter, så jeg fik ikke lejlighed til at give den gas på det helt tunge gear.
Lyt til lillebror
Jeg fik dog mulighed for at lytte på den noget mindre 804 Diamond (med Cambridge forstærker/cd) og mine medbragte cd’er (Massive Attack, Ministry og danske Cody) - og det var måske endnu dummere…
For mens 800 Diamond med sine 80.000 kroner - stykket! - er fuldstændigt ude for rækkevidde, så kunne man jo i teorien godt spare op til 804, der - kun! - koster knap 26K…stykket.
Jeg ved dog godt med mig selv at jeg er ALT for nærig til den slags - og heraf altså fortrydelsen, og visheden om at jeg for altid må forlige mig med at lytte til noget der er mindre godt.
Ah, well.
”Masser af succes
og det der hører til
masser af optioner
privatfly og wap
Fra dot til dot
ja, startup er hot
venturekapitalister
teknik og mærketøj
Men når Nasdaq
går ned i kurs 50
og alt står stille
er du ene, åh, så ene
Konkurser en masse
ballon uden gas
kursfald og tomme lommer
jubii og øv
Dressman og Boo
Boxman, Yahoo
sælg dine sidste aktier
og få et rigtig job
For når Nasdaq
går ned i kurs 50
og alt står stille
er du ene, åh, så ene”
På min nylige vandretur medbragte jeg - blandt meget andet - William Gibson’s nyeste roman, Zero History, på Kindlen.
Som nogle vil vide er jeg gammel Gibson-fan, og har læst og genlæst Neuromancer-trilogien adskillige gange. *)
Jeg er tosset med Gibson’s evne til at fange teknologiske, samfundsmæssige og kulturelle trends, men først og fremmest nyder jeg hans sprog.
Det er ren poesi, og bøgerne er propfulde af sætninger man kan læse højt, igen og igen.
Anyway, jeg anskaffede naturligvis Zero History så hurtigt jeg kunne, ligesom jeg har købt og slugt hver eneste Gibson-bog igennem årene.
Den gode nyhed: sprogligt er Will G. stadig i god form.
Den mindre gode nyhed: indholdet halter.
Det er jo ikke fordi manden ikke kan spinde et plot eller væve gadgets, kunst og samfund sammen i en sært dragende blanding.
Som i de foregående par bøger handler det om coolhunting i nutiden, og jeg må indrømme at jeg har svært ved at holde dampen oppe, når det istedet for AI, virtuelle verdener og augmented reality handler om cowboybukser og skræddere med hemmelige identiteter…
Og jojo, der er nogle gode pointer i den gamle traver med at fremtiden allerede er her, bare ulige fordelt, og at ting som iPhones og mini-koptere smager ganske meget af scifi i sig selv, men come on.
Det var sjovt til at begynde med, men nu må du gerne holde op og tage en ny chance, tak.
Gør fx som min anden store helt, Neal Stephenson, og skriv en historisk roman (eller trilogi) eller opfind en helt anden verden.
Så skal jeg nok læse den næste bog osse.
*) Jeg har i øvrigt som sand amatør-tosse præsteret et maleri der inkluderer den første linje fra netop Neuromancer: “The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel.”
For forholdsvis nylig vendte vi hjem fra vandreferie i Skotland - og det var en fantastisk tur.
Derfor bliver jeg lige nødt til at dele tippet med andre - også selvom det så godt som ingenting har med tech at gøre. Faktisk var vi uden mobil- endsige net-forbindelse på store dele af turen. Skræmmende.
Ikke desto mindre var det altså en af de bedste ferieture nogensinde. Kombinationen af at bruge sin krop, se en masse utroligt forskelligartet natur og møde en perlerække af venlige mennesker er en indbydende modvægt til alle storbyferierne (som de naturligvis ikke skal kimses af!)
Turen var det 30 år gamle system af stier der kendes som West Highland Way, og som løber fra Glasgow’s forstæder op til Fort William. På vejen kommer man igennem skove, over bjerge og heder, og ikke mindst et langt stykke ad Loch Lomond’s kyst.
Turen kan gøres på 5-6 dage hvis man er hardcore, men vi valgte at bruge 8 - så er den lidt mere overkommelig. Vi valgte også at bo på B&B’s og små hoteller istedet for at slæbe telt med. Lidt luksusmenneske er man jo.
Under alle omstændigheder er turen udfordrende og varieret uden at blive alt for hård, og man har hele tiden overskud til at nyde omgivelserne, selv når man har vadet afsted i 5-6-7 timer på de lange dage.
Det kan afgjort anbefales…
PS. Det er et kæmpe must at besøge Glengoyne-destilleriet på vandreturens første dag. Husk penge til butikken. Ouch.
PPS. Flere billeder på Skotland 2010 - udvalg
Valget var egentlig faldet på en Nook fra B&N, men pga. masser af potentielle problemer med at bruge den i DK, tog jeg mig endelig sammen og købte en Kindle 3rd Gen istedet.
Jeg købte i øvrigt også et læderetui som gør det lidt mere bogagtigt at holde Kindlen og beskytter den under transport. Det tror jeg ikke jeg ville undvære. Så snup sådan et med for en sikkerheds skyld…
Den kom tirsdag aften, og her er de foreløbige indtryk:
Hardware
Den fysiske konstruktion er forholdsvis velkendt, men der er vist blevet skrabet et par millimeter af hist og her og fjernet nogle gram, og skærmen har ifølge Amazon 50% bedre kontrast, og siderne skifter hurtigere.
Knapperne på dyret sidder ganske behageligt for bladring og basal navigation, og de har forholdsvis god taktil fornemmelse.
Tasterne på det indbyggede tastatur er selvfølgelig ret små, men de har en god ru overflade der gør at de faktisk er nemme at skrive med, selvom det nok ikke er noget man gider bruge til længere tekster.
Jeg har jo kun haft Kindlen i få dage og har slet ingen idé om batterilevetid, men da Amazon lover op til 10 dage med wifi tændt, glæder jeg mig til i hvert fald ikke at skulle kigge efter et stik allerede efter et enkelt døgn.
Læsning
Jeg har stort set kun pæne ting at sige om dimsen som e-læser. E-ink giver en rigtig god læseoplevelse, hvor alle ord står knivskarpt, og det føles helt naturligt at bruge apparatet som bog.
Ventetiden ved sideskift er omkring 1 sekund, og generer overhovedet ikke i praksis. På nogle måder er det faktisk federe end at bladre i en papirbog.
Når det angår den grundlæggende brug har Kindlen jo ikke så meget ballade og flimflam, til gengæld er den rigtig behagelig at læse på. Læse i. Eller noget.
Jeg er dog spændt på hvor meget jeg vil bruge muligheden for at afmærke udvalgte passager og slå ord op i den indbyggede ordbog. Det virker rigtig cool, men er måske ikke noget man kaster sig frådende over når det bare gælder almindelig hyggelæsning.
Netadgang
Jeg var en nærigfrøns og købte den billige udgave kun med wifi til $139, og set i bakspejlet var det måske lige en tand for puger-agtigt.
Jeg kan godt forestille mig at man engang imellem befinder sig i en situation hvor man vil købe en bog og ikke lige har et wifi i nærheden. (Men så har man jo sin trofaste Android-fon i baglommen og kan lave sit eget lille hotspot, så det går nok…).
Selve opsætningen gik problemfrit, og den finder hurtigt nye netværk og er kvik til at koble sig på.
Har man først hul igennem er der flere ting at lege med:
Køb bøger, køb bøger…
Man henter primært sin litteratur i Kindle-shoppen hos Amazon. Jeg læser i forvejen 90 procent af mine bøger på engelsk, så for mig er det manglende danske udvalg ikke det helt store problem.
Til gengæld er jeg dog stødt på bøger, som jeg ikke må få lov at købe udenfor USA, og det er jo noget skidt!
Jeg har heldigvis fået et tip om at det skulle være forholdsvis ligetil at ændre sin profil til amerikansk adresse, så man kan få lov alligevel. Det har jeg dog ikke prøvet endnu, men ser frem til at hente den nye William Gibson :-)
[Update: Hvad angår Gibson - da jeg tjekkede den nye Zero History på computeren, stod der at den ikke var tilgængelig uden for US som Kindle-bog. Men jeg havde ingen problemer med at købe den fra Kindle’n… What gives?]
Udvalget er ret overvældende - omkring den halve million - og selvom der stadig mangler en hel del bagkatalog for visse forfattere, så har der ikke været voldsomt mange missere blandt nyudgivelserne når jeg har søgt.
Andre bøger
Men man er - heldigvis - ikke begrænset til Kindle-shoppen.
En af mine store indvendinger mod Kindle har ellers været den manglende understøttelse af epub-formatet, der nærmer sig en de facto-standard mange steder, og som også bruges i flere af de mange onlinebiblioteker med gratis Project Gutenberg-klassikere.
Men gennem det enkle og rimeligt brugervenlige Calibre var det nemt at flytte bøger i andre formater over på Kindlen.
Jeg downloadede Moby Dick og et par af Cory Doctorows noveller som epub, hev dem en tur igennem Calibre og presto! - de selvsamme bøger i MOBI, et format som Kindlen understøtter uproblematisk.
Og så var det bare at lægge bøgerne i Dokument-mappen på læseren via USB, og åbne dem på helt normal vis på Kindlen.
Endnu flere bøger
En tredje mulighed er at maile dokumenter eller bøger til sin Kindle hvis man sidder væk fra apparatet eller bare ikke gider rode med USB-kablet.
Kindlen har en emailadresse, og den sender man bare dokumenterne til som en vedhæftet fil. Man skal dog lige huske at godkende afsender-adresserne på amazon.com først, ellers kommer de ikke igennem. Fandt jeg ud af…
Jeg tænkte at det egentlig ville være en god feature hvis man fx havde en manual, et magasin eller en rapport på pdf, men det hører med til dén historie at pdf’erne jo bevarer deres oprindelige formattering og ikke tilpasser sig Kindlens skærm.
Man skal med andre ord fifle en del med skærmorientering, zoom og scroll for at kigge igennem pdf’er, og jeg tror det funker bedre på Kindle DX’ens noget større skærm.
[Update: Efter tip via Twitter har jeg fundet ud af at skrive ‘convert’ i emnefeltet på emailen når man sender pdf - det ser ud til at fungere fornemt, så pdf’en bliver tilpasset Kindle-visning. Nice.]
Eksperimentelle features
Med de ovennævnte funktioner er man ret godt dækket ind når det gælder e-læserfunktionerne, men Kindlen har lige et par ekstra kort i ærmet.
Man kan fx sætte den til at læse bøger højt (hvis forfatterne har tilladt det), og selvom det virker, så er det ikke noget man gider lytte til i timevis, skal jeg hilse at sige…
Man kan også gå på nettet med den indbyggede webbrowser, og det går rimelig glat, omend temmelig langsommeligt. Og det er jo ikke nogen decideret festlig oplevelse at surfe i sort/hvid med småbesværligt zoomeri, men det virker.
Endelig kan man tilknytte sin Facebook- og/eller Twitterprofil, og så dele sine highlights og noter med en enkelt tastekombination. Dét synes jeg faktisk er ret cool!
Jeg er dog stødt på et tilfælde hvor jeg fik fejlmeddelelser når jeg prøvede. Om det var fordi bogen ikke tillod deling eller hvad, det er jeg ikke rigtig sikker på.
Jeg har også fået et tip om, at linket med citatet ikke kunne ses på en iDevice, men det funker fint i almindelige browsere og på min Android.
(Foreløbig) konklusion
Indtil videre har jeg faktisk stort set kun haft gode oplevelser med Kindlen.
Det er nemt og rart at læse, forholdsvis ligetil at købe eller overføre nye bøger, og der er oven i købet lidt lir at lege med.
Kindlen er ingen iPad eller Android tablet - på godt og ondt. Den diskussion er simpelthen for lang at tage her, men som en one purpose device er Kindlen enormt overbevisende og får indtil videre 5 ud af 6 badeænder herfra!
PS. Jeg har en enkelt gang måtte igennem et reset af dimsen, der pludselig var aldeles uresponsiv. Den havde dog gemt alting og har virket fint siden, såeh…
Snupper robotten dit job - eller skal du bare lære at samarbejde med den?
Først var det dampmaskiner, nu er det computere og robotter der snupper dit job! Men heldigvis er virkeligheden nok snarere, at menneske og maskine skal samarbejde om at løse fremtidens opgaver og skabe værdi i fællesskab.
Harddisken og dagbladet Information indbyder til høring om ACTA. Sjældent har debatten om internettet været så ophidset som i kølvandet på underskrivelsen af handelsaftalen ACTA. Men der hersker vidt forskellige meninger om udlægningen af teksten. Derfor arrangerer Harddisken og avisen Information en høring om ACTA og beder organisationer og foreninger med indsigt og interesse i emnet om at hjælpe med oplysning og indsigt.
En ministeriel rapport har konkluderet at der ikke er investeringspotentiale i den danske spilbranche. Det er spilbranchens vækst-organisation naturligt nok ikke helt enige i...
Harddisken fylder 18 år. I stedet for at FÅ gaver, så GIVER vi gaver. Tre lydbøger til gratis download
Internetbrugere og politikere er i oprør over handelsaften ACTA, som Danmark og en række andre EU-lande har underskrevet. Den handler om kopibeskyttelse, men er den reelt så farlig?
Det er ikke fantasi og kreativitet der mangler i den danske spilbranche. Alligevel er der en vis hektisk nervøsitet at spore blandt spiludviklerne - for hvordan tjener man penge på sine spil, så man kan vokse sig større og blive en sund forretning?
I sidste uge gik Wikipedia i sort, og dusinvis af større og mindre it-firmaer gik i fælles aktion mod de amerikanske lovforslag SOPA og PIPA.
SOPA og PIPA skulle stramme beføjelserne i de allerede eksisterende lovgivninger om ulovlig kopiering af film, tv, musik og så videre, men mange mente, at lovforslagene var alt for vidtgående.
Det virkede [...]
Det er for svært for os at holde styr på, hvad de store netfirmaer som Google og Facebook ved om os. Derfor vil man i EU strømline reglerne og gøre det nemmere for os at kontrollere vores billeder, statusopdateringer og meget mere. Og så skal vi også have "retten til at blive glemt."
Historien om en opfinder, der havde en løsning - men manglede et problem. Det fik han til gengæld, da han mødte en blind mand på en flytur.